Rotary Peace Symposium: konflikt og mediernes rolle

Emmanuel Jal, fredsaktivist, musiker og tidligere sudanesisk børnesoldat, bragte konfliktens virkelighed til konferencesalen ved starten af ​​Rotary World Symposium 2012 i Bangkok.

Emmanuel Jal, fredsaktivist, musiker og tidligere sudanesisk børnesoldat, bragte konfliktens virkelighed til konferencesalen ved starten af ​​Rotary World Symposium 2012 i Bangkok. Emmanuel, der blev født i 1980 i det sydlige Sudan, fortalte grafisk om, hvordan han kom til at blive rekrutteret som børnesoldat.

Emmanuel var blot syv år gammel, da borgerkrig brød ud. Hans mor blev dræbt af regeringssoldater, og hans far sluttede sig til oprørerne. Emmanuel flygtede sammen med tusindvis af andre efterladte børn til Etiopien. De endte med at blive børnesoldater med et fortærende had til muslimer og arabere, som var ansvarlige for grusomheder mod deres familier.

Emmanuel fortalte sin historie for et fyldt rum af rotarianere og andre, der deltog i symposiet. Han beskrev, hvordan de som unge drenge flygtede ind i bushen for at undslippe de intense kampe, og mange døde af sult. Han var en af ​​de få, der overlevede. Han huskede en tid, hvor han var så sulten, at han endda blev fristet til at spise det rådnende kød af sin kammerat, der var død ved siden af ​​ham.

Efter en 3-måneders vandring blev Emmanuel reddet af en britisk nødhjælpsarbejder, Emma McCune, som hjalp ham med at få en uddannelse. Emmanuel var knust, da Emma, ​​hans frelser og mentor, blev dræbt i en bilulykke. To af hendes venner hjalp ham med at flytte til Kenya, hvor han afsluttede sin uddannelse og blev trukket ind i fredsarbejde.

Emmanuels oplæg satte rammerne for den efterfølgende paneldebat om medier og kommunikation. Jeg var moderator og foredragsholder, og i panelet med mig var Ali Eshraghi, en iransk journalist, og Conor Fortune, en nyhedsskribent hos Amnesty International. Både Ali og Conor er Rotary Peace Fellows. Ud fra personlig erfaring advarede Ali om faren for, at journalister bliver aktivister:

"I Iran var vi håbefulde om at vinde demokrati. Jeg indså, at vi journalister var en del af historien, blev en del af konflikten. Vi plejede at kalde os selv reformistiske aviser, hvilket afspejlede partiskhed mod en autoritær regering, vores linje og ordforråd var ikke neutrale. Vi forsøgte at besejre den anden side."

Ali sagde, at en af ​​de største udfordringer var at overbevise kolleger fra Mellemøsten om behovet for at være neutral. "Vi skal være opmærksomme på, at vi er partiske mennesker. Dette er ikke begrænset til udviklingslande. Iran har en gammel tradition for journalistik,” sagde han.

Om Irans atomprogram sagde Ali, at han mente, at meget af nyhederne var partiske. Han sagde, at mange journalister ikke gad at tjekke begge sider af historien, for at granske fakta eller efterretninger. Efter Alis opfattelse blev meget information tilført af efterretningsagenter, og journalister var for dovne til at stille spørgsmålstegn ved.

Ali udtalte: "Når vestlige journalister rejser til Iran, vil de møde mennesker, som de deler meninger med. Mange af de nyheder, der kom fra Iran, gav ikke en fornemmelse af hele historien."

Conor Fortune så sig selv som at bygge bro mellem journalister og ngo'er. Han noterede sig en top-down-ændring, da medieorganisationer blev påvirket af budgetnedskæringer og presset fra 24-timers nyheder. Han sagde, at der var mere samarbejde i disse dage mellem medierne og ngo'er, som havde midlerne til at flyve journalister ud til konfliktområder. Han citerede flere joint ventures, som havde vundet store mediepriser.

Conor henviste til sit eget arbejde med en kampagne for at forbyde klyngebomber. Han tog journalister med til Laos, et land, der har lidt mest under virkningen af ​​klyngebomber; han var stolt af sin rolle i at bringe historien til verdens opmærksomhed. Han gav andre eksempler på samarbejder i Sydsudan og Syrien. Dette førte til, at der fra salen blev udtrykt bekymring over udviskningen af ​​grænserne mellem PR-arbejde, ngo'er og journalistik.

Allison Kwessel, en journalist, der nu arbejder med strålingsofre for lækagen for et år siden på Fukushima-atomkraftværket i Japan, sagde, at hun var begyndt at stille spørgsmålstegn ved mediernes adfærd. Hun sagde, at hun stødte på ofre, der følte sig forladt, efter at medierne hastede ind og ud umiddelbart efter jordskælvet og tsunamien. Hun klagede over, at de tog dramatiske billeder uden at se på de langsigtede virkninger af stråling og som et resultat undlod at præsentere hele historien.

Medlemmer af publikum udtrykte uro over forbindelserne mellem medierne og militæret og hele spørgsmålet om indlejrede journalister. En journalist sagde, at han fandt det arbejde, han havde udført med ngo'er, det mest tilfredsstillende. Han udtrykte frustration over vanskeligheden ved at tiltrække midler til dybdegående historier, som ikke nødvendigvis var "sexede". En taler fra Burma var irriteret over, at internationale journalister, da de dækkede aktuelle forandringer i landet, primært fokuserede på den pro-demokratiske leder, Aung San Suu Kyi. Han anklagede besøgende journalister for at kompromittere deres neutralitet ved at engagere sig med miskrediterede burmesiske generaler for at få adgang til Burma.

Mediedebatten var tankevækkende og stillede spørgsmålstegn ved grundlæggende antagelser om journalistikkens praksis og dens formål. Fredssymposiet var i det hele taget en øjenåbner, da man udenfor ved relativt lidt om Rotarys humanitære projekter, såsom udryddelse af polio, malaria, fattigdom, analfabetisme, forurening og den globale vandmangel. Rotarys Fredscentre-program, der blev lanceret for 10 år siden, er designet til at give fremtidige ledere de færdigheder og værktøjer, der kræves til at løse konflikter og fremme fred. Flere kendte internationale personer er tidligere Rotary Peace Fellows.

Det, der var særligt inspirerende, var at lære om tilfælde, hvor Rotary-penge havde gjort en synlig forskel. Vi fik at vide om finansiering til plastikkirurgi til ofre for borgerkrigen i Rwanda, hvor anslået 3,000 mennesker var så forfærdeligt vansirede, at de ikke turde vise sig offentligt.

I Bangkok formidlede Emmanuel Jal og den liberiske nobelpristager, Leymah Gbowee, en anden hovedtaler, førstehåndsoplevelser af krigens fulde rædsler. Det var opløftende at se, hvordan de var dukket op som inspirerende skikkelser, der spredte budskabet om fred. Emmanuel havde en levende måde med ord: ”Fred er retfærdighed, lighed og frihed for alle; når du forlader dit hus, er du sikkert tilbage; når du har mad.”

Han havde også klare holdninger til, hvordan han skulle håndtere konflikten i sit hjemland Sudan.

"2.5 millioner mennesker døde i Sydsudan på grund af forkert politik. Hvis du har hovedpine, og du bliver ved med at tage tabletterne uden at se på årsagerne, er det tilfældet ved konflikter. Hvis regeringer benytter lejligheden til at lytte til demonstranter, kan du få byttepenge. Regeringen er nødt til at tage initiativ og sige, at vi er ét folk – så får vi fred,” sagde han.

Præsentationerne satte et menneskeligt ansigt til nyheder, og jeg kom væk fra Rotary Peace Symposium i Bangkok med grundlæggende spørgsmål om, hvordan medierne dækker konflikter, og hvordan de kan gøre det bedre.

Om forfatteren

Avatar af Linda Hohnholz

Linda Hohnholz

Chefredaktør for eTurboNews baseret i eTN's hovedkvarter.

Del til...