De seneste foruroligende begivenheder i Tibet og Kinas hårdhændede reaktion på tibetanske protester afslører den nuværende tilstand af politisk ledelse i Kina og frygtsomheden i den internationale reaktion.
For nylig udtrykte det internationale samfund moralsk forargelse mod et lignende undertrykkelse af buddhistiske protester i Myanmar (Burma), hvor nogle turistorganisationer og akademikere opfordrede til turismeboykot mod Myanmar. De samme mennesker, som normalt er så stride, er mærkeligt dæmpede som svar på Kina.
Den kinesiske undertrykkelse af tibetanske protester er deprimerende velkendt som et klassisk svar fra en totalitær regering på intern uenighed. Kinas vært for OL i 2008 blev optimistisk set som en mulighed for et nyt, mere åbent kinesisk samfund til at være fuldt udsyn til verden. Men en historie om de moderne OL afslører, at når et enpartidiktatur er vært for et olympisk lege, skifter den autoritære leopard aldrig stedet.
I 1936, da Nazityskland var vært for OL i Berlin, ophørte forfølgelsen af jøder og politiske modstandere aldrig, men blev blot mindre åbenlys i nogle få måneder. Da Moskva var vært for OL i 1980, fortsatte det sovjetiske regime sin besættelse af Afghanistan og sin forfølgelse og fængsling af politiske og religiøse dissidenter. Under OL i 1936 og 1980 blev mediedækningen kontrolleret og renset af de nazistiske og sovjetiske regimer. Derfor er det næppe nogen overraskelse, at mens Kinas politi og sikkerhedsapparat fortsætter sin undertrykkelse af religiøse dissidenter som Falun Gong og et undertrykkelse af dissens i Tibet måneder før OL, begrænser den kinesiske regering mediedækningen i Kina.
Den største forskel mellem 2008 og tidligere olympiske år er, at det ikke er den nemme løsning at forbyde og kneble medierne. OL i dag er lige så meget en mediebegivenhed som et skuespil. Moderne mediedækning er global, omsiggribende, øjeblikkelig og kræver adgang. Kina tog en risiko ved at acceptere værtskabet for OL i 2008 vel vidende, at det ville være i mediernes søgelys, ikke kun for de olympiske lege alene, men som en nation på udstilling i år. Kinas forsøg på medieblackout pålagt Tibet kan faktisk gøre Kinas image mere skade end gavn, da hårde nyheder, åben rapportering og fakta erstattes af spekulationer og påstande på begge sider af skellet mellem Kina og Tibet.
På trods af den voksende sofistikering af det kinesiske samfund, dets omfavnelse af teknologi og internationale forretninger, er den kinesiske regerings propagandabudskab om begivenheder i Tibet stadig næsten lige så rå og åndssvag, som den var i tiden for formand Maos kulturrevolution. Kinas bebrejdelse af "Dali Lama-kliken" for problemerne i Tibet er meningsløs, når Dali Lama selv offentligt opfordrer til fred og tilbageholdenhed blandt tibetanere og modsætter sig boykot af OL i Beijing. Hvis den kinesiske regering var politisk og mediebevidst, ville de nuværende problemer have givet mulighed for en fælles indsats mellem Dali Lama, hans tilhængere og den kinesiske regering for i fællesskab at løse problemerne i Tibet i det fulde skær af positiv international omtale. Kina har gjort det modsatte, og spørgsmålene i Tibet, der er sløret af et medie-blackout, er hurtigt faldet ind i en krise, som potentielt vil forplumre de olympiske lege i 2008 og nægte Kinas turistindustri, at den meget håbede på olympisk turismeudbytte.
Kina har en mulighed for at undslippe det perceptuelle kviksand, som det er faldet i, men det vil kræve inspireret lederskab og vending af gamle måder at reparere den skade, dets handlinger har forårsaget Kinas overordnede internationale image og dets appel som både et olympisk spillested og en turistdestination. Kina ville være klogt i at vedtage en tilgang, som ikke vil miste nationalt ansigt. Det internationale samfund er for lammet af sin ærefrygt og frygt for Kinas økonomiske, politiske og militære magt til at protestere effektivt mod Kinas handlinger. Omvendt har internationale turister magten til at stemme om Kinas handlinger ved deres fravær, hvis de vælger at gøre det. Dette er ikke en fortaler for en turismeboykot, men mange turister kan frygte at rejse til Kina under de nuværende omstændigheder.
En klog kinesisk ledelse vil udtrykke sin påskønnelse af Dali Lamas opfordring til at OL i Beijing fortsætter og til en fredelig løsning af den tibetanske krise. I det olympiske års ånd er det i Kinas interesse at indkalde til en konference i fuld skær af international omtale for at forhandle en resolution, som omfatter Dali Lama. En sådan tilgang ville markere et massivt paradigmeskifte for Kinas lederskab. Der er dog meget på spil. Kina regner med turismevækst som et vigtigt element i landets økonomiske fremtid, og i år ved Kina, at dets internationale image er på spil.
Kineserne tillægger "ansigt" stor værdi. Den kinesiske regerings nuværende handlinger i forhold til Tibet mister regeringens ansigt og har kastet Kina ud i perceptuel krise. På kinesisk betyder ordet krise "problem og mulighed". Der er nu en chance for Kina for at gribe en mulighed, som kan hjælpe med at løse Kinas tibetanske problem og dets internationale image på én gang, men det kræver en hurtig ændret lateral tænkning fra dets politiske ledelses side. Kinas længe ventede vækst i turismevirksomheden fra OL i 2008 er i øjeblikket truet på grund af det odium, der er forbundet med Kinas nuværende handlinger i Tibet. En hurtigt ændret tilgang kunne redde en meget udfordrende situation for Kina.
[David Beirman er forfatter til bogen "Restoring Tourism Destinations in Crisis: A Strategic Marketing Approach" og er den førende eTN-kriseekspert. Han kan kontaktes via e-mailadressen: [e-mail beskyttet].]
