Mig? En pilgrim?

Jeg var pilgrim i denne måned. Jeg satte mig ikke for at være pilgrim, men blev sammen med de mange tusinde omkring mig mødt med "Bem vindos piregrinos" (velkomstpilgrimme). Og bare sådan var jeg den 13. oktober 2013 pilgrim.

Min rejse til Fatima i Portugal begyndte som barn. Du kan ikke vokse op i en portugisisk familie uden at kende til Nossa Senhora de Fatima (Vor Frue af Fatima). Som barn var min ledsager natten over en glød-i-det mørke plastikstatue af Nossa Senhora. For portugiserne og hendes trofaste over hele kloden er en pilgrimsrejse til Fatima, der ligger to timer nord for Lissabon, et must i dit liv. Og så rejser jeg som portugisisk kvinde. En med stærke rødder i troen. En der stadig tror på bønnens kraft. En der stiller spørgsmål.

Historien om Vor Frue af Fatima begyndte den 13. maj 1917, da Jomfru Maria viste sig for tre små bondebørn. I 6 måneder i træk, begyndende i maj og slutter i oktober, viste Jomfru Maria sig selv for de samme børn den 13. i hver måned. Børnene fortalte deres historie, men de blev hånet og ikke troet. Den 13. oktober 1917 samledes en stor skare på stedet for åbenbaringerne. Et mirakel blev set. Tvivlerne blev omvendt, og pilgrimsvandringerne begyndte. Den dag i dag, den 13. i hver måned, mellem maj og oktober, strømmer tusinder til Fatima. De største festligheder finder sted i maj og oktober måned.

Da jeg ankommer en kølig morgen den 13. oktober, bliver jeg overrasket over rummets store størrelse. Pladsen er mindst tre gange så stor som Peterskirken i Rom. Måske mere. Den oprindelige kirke er lille, så i 2004 blev der bygget en kirke med plads til 8,000 mennesker. Den nye kirke er slank, smart og massiv og har ikke varmen fra den gamle (lille) kirke. Det er modernisering for dig.

Ude på den offentlige plads er der alligevel al aktivitet, da tusinder og atter tusinder af mennesker træder ind på det åbne område. De ankommer i bølger, fra alle hjørner. Når jeg ser de mange ansigter omkring mig, mest ulig mig – hengiven og trofast – bliver jeg overvældet.

Der er mennesker, der holder stearinlys, der er fem meter høje, købt som tilbud. En stearinlys brændende "pit" designet specielt til stearinlys tilbud, skyder store flammer op i luften. Jeg ser folk sidde alene og lydløst recitere rosenkransen.

Så er der folk på knæ - "gå" på knæ ned ad en lang marmorstenssti. Jeg ser mødre bære deres spædbørn. Andre holder deres lille barns hånd. Der er unge mænd, teenagepiger, ægtemænd, der holder hånden på kvinden, der tager turen på bøjede knæ. Der er fædre med hele hans familie, der går stille bag ham, mens han kæmper for at bevare balancen. Hvad har livet kastet over disse mennesker for at få dem til at påtage sig sådan en forpligtelse? Det er hjerteskærende. Det er overvældende. Jeg sidder på betonfortovet langs denne knælende sorgs vej og giver efter for det, jeg har kæmpet i et stykke tid – jeg græder og græder så noget mere. Jeg er ikke alene. Rundt omkring mig er der mennesker, der beder, mens tavse tårer strømmer ned af deres kinder.

Mens jeg står blandt tusindvis af fremmede forenet i bøn og tro, kan jeg ikke lade være med at reflektere over navnet Fatima. Ikke den religiøse tilknytning til navnet, men selve navnets oprindelse.

Portugiserne hævder Fatima som deres egen, og mangen en portugisisk kvinde hedder Fatima. Men navnet er langt fra portugisisk. Navnet Fatima, som byen i Portugal blev opkaldt efter, er faktisk arabisk (Fatimah) og stammer fra maurerne, der regerede den iberiske halvø i årevis. Maurerne var muslimer. Fatimah, var en maurisk prinsesse, datter af Muhammed, islams profet.

Mens jeg tænker over dette, spekulerer jeg på, om det blot er en tilfældighed, at en kristen religiøs skikkelse, så dybt elsket af sine trofaste tilhængere, tilfældigt valgte Fatima til at vise sine mirakler og bede om bøn? Eller forsøgte hun, ved at vise sig selv i Fatima, at fortælle os, at uanset tro, er vi én race, og at vi på en eller anden måde, af kærlighed til alle religiøse overbevisninger, simpelthen alle skulle prøve at komme sammen?

Jeg vælger at tro, at det slet ikke er en tilfældighed.