Under det jødiske livs overflade

Tysk filosof, Martin Buber

1. Fin de siècle -perioden (slutningen af ​​det 19. og begyndelsen af ​​det 20. århundrede) var guldalderen for tyske videnskabelige artikler og filosofi.
2. Perioden var også en tid med stor fattigdom i Østeuropa.
3. Forskellene mellem de to sider af Europa manifesterede sig på mange måder. Vesteuropa var rig, kultiveret og sofistikeret.

Hvad der var sandt for det generelle europæiske samfund, gjaldt også for den jødiske verden. Napoleons frigørelse af jøder fra ghettoer i Frankrig og Tyskland havde resulteret i jødisk akkulturering i det vesteuropæiske samfund.

Vesteuropæiske jøder talte deres nations sprog og vedtog europæiske kulturelle mønstre. Mange blev uddannet på Europas bedste universiteter. Ligesom i tilfældet med deres landsmænd havde mange vesteuropæiske jøder en tendens til at se ned på østeuropæiske jøder. Masserne af polske, russiske og ukrainske jøder var fattige og uuddannede i vestligt sprog og kultur. De boede i landsbyer kaldet shtetls (som beskrevet i "Spillemand på taget"). Vesteuropæiske og amerikanske jøder så deres østlige brødre som symboler på alt, hvad de søgte at undslippe.

Det er på dette opdelte kontinent, at den store jøde Tysk filosof, Martin Buber (1878-1965), brugte den første del af sit liv.

I løbet af de første årtier af det 20. århundrede var Buber en af ​​Tysklands største filosoffer. Han blev forelsket i det jødiske liv i Østeuropa og tjente som broen, der forbandt disse to verdener.

Før Nazi -Tysklands fremkomst var Buber professor ved University of Frankfort og en produktiv forfatter på både tysk og hebraisk. Hans klassiske filosofiske værk "Ich und Du" (I and Thou) læses stadig rundt om i verden.

Mange litteraturkritikere og filosoffer betragtede Buber som en kæmpe inden for filosofi og social tankegang fra begyndelsen af ​​det 20. århundrede. Hans akademiske arbejde har haft stor indflydelse på en række forskellige områder, herunder medicinsk antropologi, filosofisk psykologi og pædagogisk teori. Han var også en bibelsk oversætter. Buber og Rosenzweigs oversættelse af hebraisk skrift er en klassiker i tysk litteratur.

Buber blev fascineret af verden i det østeuropæiske jødiske liv. Selvom hans kolleger så ned på shtetlen, fandt Buber ud, at der under disse samfunds ru overflader lå en dyb og levende social verden, en verden, der var meget kompleks og sociologisk sofistikeret. Hans berømte litterære værk "Chassidic Tales" gav ikke kun værdighed til et foragtet samfund, men det demonstrerede, at dyb filosofisk tankegang ikke var den eneste provins for vestlige akademikere.

Buber levendegjorde ikke kun den kommunale side af shtetl -livet, men også dets åndelige forhold til Gud.

Buber "inviterer" os ind i shtetlens liv. Han demonstrerer, at disse landsbyer, selvom de var fattige i verdslige varer, var rige på traditioner og spiritualitet.

Når vi læser Bubers værker, får vi at vide, at mennesker, der var tvunget til at leve midt i fattigdom og storhed, var i stand til at forvandle håb til handlinger og had til kærlighed.

Vi kan læse Bubers “Chasidic Tales” på to niveauer. På første niveau læser vi folkeeventyr om mennesker, der forsøger at trives i en fjendtlig verden, en verden, hvor blot overlevelse var tæt på mirakuløs. På et mere dybtgående niveau finder vi en sofistikeret filosofi, der lærer læseren en overdådighed mod livet midt i fortvivlelse.

I hele Bubers arbejde ser vi, hvordan shtetlets indbyggere blev Guds partnere. I modsætning til de "sofistikerede" vesteuropæere forsøgte disse "usofistikerede" indbyggere ikke at definere Gud. De levede simpelthen et vedvarende forhold til Gud. Folk i shtetl brugte ord sparsomt. Selv når man talte med Gud, blev følelser ofte udtrykt gennem musikken i "neegoon": en sang uden ord, hvis sang sang bragte dem tættere på Gud.

Martin Buber samlede disse legender, indpakket dem i akademisk sofistikeret emballage og vandt for dem en følelse af respekt i hele den vestlige verden.

Hans bøger: "Hundert chassidische Geschichten" (Hundrede chassidiske fortællinger) og "Die Erzählungen der Chassidim" (Hasidic Stories) viste åndens dybde midt i fattigdom og præsenterede verden for ny indsigt i visdom.

Det lykkedes ham at bygge bro mellem den østeuropæiske jødedoms livlige tro og det tørre akademiske liv i det sofistikerede Vesten og efterlade os spørgsmålet, om gruppen virkelig var bedre stillet?

Buber viste, hvordan vestlige akademikere fragmenterede virkeligheden, mens der i shtetlens verden var søgen efter helhed. Buber udsatte også vestlig filosofi for begrebet tzimtzum: tanken om den guddommelige sammentrækning og dermed muliggjorde helliggørelse af det almindelige. Når vi læser Buber, ser vi, hvordan shtetlens indbyggere fandt Gud overalt, fordi Gud skabte plads, hvor mennesker kunne vokse.

Buber stopper ikke med at beskrive forholdet mellem menneskeheden og Gud (bein adam la-makom), men går også ind i verden af ​​menneskelige interpersonelle relationer (bein adam l'chaero).

For Buber er det kun interaktionerne mellem mennesker, der skaber et tæppe af kærlighed og beskyttelse mod forkølelse af had og fordomme. I Bubers verden er der ingen opdeling mellem det politiske og det åndelige, mellem arbejde og bøn, mellem husstanden og det majestætiske. Sandheden findes ikke i det ukendte, i det mystiske, men i det åbenlyse, i samspillet mellem en person og livet. Buber viser, hvordan disse relationer ændrer en hjerteløs verden og ved hjælp af traditioner gør livet værd at leve.

I Bubers skildring af shtetl er ingen helt gode eller onde. I stedet søges der efter teshuvah, vender og vender tilbage til Gud med ens samlede væsen.

Buber præsenterer os, ligesom Sholom Aleichem om hvem jeg skrev i sidste måned, almindelige mennesker, der finder Gud i livets hverdagslige rutiner. Bubers personligheder når ikke ud over det menneskelige, men lever snarere deres liv på en måde, at de ved at være mennesker forbinder dem med Gud. Buber eksemplificerer denne handling gennem tzadiks personlighed (åndelig og kommunal leder). Tzadik ærede hver dag, gjorde den hellig gennem miraklet om at hellige de kedelige og uspændende rutiner i livet.

Bubers skrifter beskriver en verden, der ikke er mere.

Ødelagt af hadet til Nazi-Europa og dets fordomshav står vi ikke tilbage med andet end historier, men det er fortællinger, der gør livet værd at leve, og det skyldes den rationelle tyske filosof, der flygtede fra Tyskland og genoprettede sit liv i Israel, at vi også kan hellige det almindelige og finde Gud i alt, hvad vi gør.

Peter Tarlow is rabbin emeritus ved Texas A&M Hillel Foundation i College Station. Han er kapellan for College Station Police Department og underviser ved Texas A&M College of Medicine.