Politik for bevarelse af Hill Station er nødvendig for Indien

(eTN) – At komme væk fra folkemængderne sker ikke altid, når man besøger indiske bakkestationer, især under ferier. Folkemængdernes enorme pres på tjenester og faciliteter har en sigende effekt på infrastrukturen. I løbet af året besøgte jeg tre berømte bakkestationer i forskellige dele af Indien, og et ord dukker op – klaustrofobi.

Boliger og hoteller er alle rodet sammen. Andelen af ​​turister stiger dramatisk med sandsynligvis et forhold på ti turister for hver lokal, der er til stede. Trafikpropper er alt for almindelige, og støjniveauer er, hvad man er vidne til uden for lokale jernbanestationer i store byer i Indien. Udgifterne til indkvartering når himlen med gebyrer per nat, der svinger mellem US$150-200 per nat på halvpension.

Det er usandsynligt, at tingene vil ændre sig i den nærmeste fremtid på enten Nainital, Shimla eller Ooty, hvor hver af de så navngivne har et fælles sæt problemer, der er synlige på andre bakkestationer, mens nogle problemer forbliver unikke. Tehaver er næsten forsvundet fra byen Ooty, knap en tomme plads er tilgængelig i de højere og lavere områder af Nainital, og Shimla ser en enorm tilstrømning af weekendgæster fra omkringliggende byer og byer.

Afstande mellem feriesteder og boliger lader meget tilbage at ønske. Indfaldsveje, der er smalle, giver anledning til bekymring, fordi trafikken bliver uoverskuelig i lange weekender, sæsonbestemte helligdage og ferier. Dagsgæster fylder restauranter og indkøbssteder op, men gør kun meget lidt for at mindske generne. En mere praktisk tilgang er at besøge steder i løbet af lavsæsonmånederne.

Har vi brug for en politik for bevarelse af bakkestationer for Indien? Svaret er et klart ja. I løbet af de næste par år vil anerkendte bakkestationer gøre plads til nye bakkestationer, og alternativt vil berømte bakkestationer se indtægtsmodeller falde på grund af tilstrømningen af ​​charter-/gruppeturister, der benytter sig af deres faciliteter til lavere priser. Gennemsnitlige værelsespriser vil falde, beskæftigelse vil være tilgængelig til nedsatte priser, og beholdningen af ​​logifaciliteter vil stige i takt med, at flere og flere grundejere afhænder deres ejendomme til byggeri. Landbrug, landbrug og dyrkning vil blive anset for urentable.

På den anden side vil uberørte steder i nærheden af ​​omkring 50 kilometer, der nyder spektakulære udsigter, komme under scanneren, hvilket igen medfører uplanlagt udvikling og ødelæggelse.

Mashobra vil være under pres i Shimla, mens Bhowali og Sattal-regionen i Nainital og Glendale, der ligger ret tæt på Ooty, vil opleve en lignende skæbne, hvis der ikke er en klar politik for udvikling af nye bakkestationer. Hvad skal der gøres?

For det første tjener det ingen værdifuld interesse at løse et eksistentielt problem ved at skabe uplanlagt udvikling. Faktisk vil en planlagt videnskabelig tilgang, der bringer sind sammen, bane vejen for vedvarende vækst over de næste halvtreds år i stedet for et nærsynet syn, der ikke varer mere end et halvt årti.

For det andet bør en minimumsprocentdel af landarealet være uden for grænserne for udvikling. Teknisk betyder dette, at for hver hektar jord, kun 50% bør tillades til udvikling, mens de resterende 50% er reserveret til greens og behandles som en "ingen udviklingszone." Nettoeffekten er, at turister, besøgende og lokale indbyggere vil nyde privatlivets fred og ikke-indtrængen.

Alternative metoder til el- og energiproduktion skal fremmes. Sol og vind samt vandkraft er de bedste midler, hvor solenergi giver en øjeblikkelig løsning til vandopvarmning, hvilket er meget tiltrængt i bakkestationerne. Ofte misforstået at være dyrt, vil solvarmere i sidste ende slippe af med at erstatte brænde skåret fra omkringliggende skove med opvarmning af vand.

Der skal følges klare regler for boligejendomme og feriesteder med en ligelig opdeling mellem lokalbefolkningen og luksusresorts. Lige muligheder sikrer, at viceværtene ikke er outsidere, og insidere har større adgang til bedre indtjeningsmuligheder.

Behandling af affald og bedre indfaldsveje skal planlægges på forhånd – det sker ikke altid, når "kyllingen ankommer før ægget"-syndromet er almindeligt. Vi er bestemt ikke pionererne i at udtænke metoder til genanvendelse af affald og kunne godt gøre os i at indgå i samarbejder med andre lande efter bæredygtige og brugervenlige systemer.

Mange bakkestationer lider af alvorlige vandproblemer i sommermånederne og/eller når turisttrafikken når sit højeste. At bringe det affald tilbage, der er ophobet på bakkestationer under ens besøg, er sandsynligvis en god idé og følges i mange lande verden over.

En korrekt udformet og gennemført turismepolitik ville i høj grad sikre, at svaret på fremtiden ikke ligger i at gå efter menneskeskabte kunstige bakkestationer; i stedet er det at beskytte og bevare naturens gaver i dens naturlige form og tillade dens udstilling for mennesker på et videnskabeligt og bæredygtigt grundlag.

FORFATTERENS NOTE: Hensigten med denne artikel er at sikre bakkestationer i Indien, når det er planlagt at følge en systemisk tilgang til udvikling. Berømte bakkestationer er nødt til grundigt at revurdere bevaringspolitikker og sikre, at deres "holdbarhed" ikke formindskes med årene. I ønsket om at give ethvert rum udsigt kunne linjen overskrides og derved strække andre parametre ud over rimelige grænser. Dette skal undgås.