Kina forblev den største synder i klimaforandringernes trådkors, da topmødet i København nærmede sig sin afslutning uden den presserende påkrævede bindende konsensus. USA, Indien, Rusland, Brasilien og et par andre lande er heller ikke langt bagud på listen over dem, der tilbyder mere forstillelse end beslutsomhed for at finde den nødvendige aftale for at redde planeten Jorden til fremtidige generationer.
Det blev mere og mere klart, da man fulgte diskussionerne og argumenterne fremført af de forskellige delegationer, at national interesse afløste de globale forpligtelser, hver nation har til at passe på vores fælles planet, og kalder krav om ansvarlighed og ansvarlig gennemsigtighed "blander sig i interne anliggender" eller foreslår et "tab af suverænitet" er nok en foræring af deres uforsonlige og stædige stenmur, som allerede dukkede op på det nylige topmøde i Stillehavsranden i Singapore. Kæmpe ressourcer blev hældt ind i mødet af FN og de lande, der tog til Danmark med en ærlig dagsorden, og for at gøre ondt værre viste Sky News og andre globale nyhedskanaler optagelser af dansk politi, der bankede demonstranter med en ægte passion, herunder unge kvinder, der allerede lå på jorden, mens de andre steder sludrede demonstranter med velbehag.
Mange fortalere for klimaændringer og nogle af de mere oplyste verdensledere har udtrykt deres forfærdelse og skuffelse i stærke vendinger, mens andre forsøger at lægge et modigt ansigt på, smække de politiske erklæringer som en sejr eller fremskridt og vil håbe på et bedre resultat i form af en bindende traktat for de planlagte opfølgningsmøder, et arrangeret improviseret i Bonn i Tyskland om seks uger og et senere næste år i Mexico. Det forventes og håbes på, at Bonn-mødet vil se de 192 lande opstille mål for nedskæringer i drivhusgasemissioner, hvilket så kan føre til en universelt bindende aftale i Mexico – men som sagt før, hold ikke vejret lige foreløbig.
Mere åbenhjertige og sure kritikere taler nu om "Floppenhagen"-topmødet i klar reference til, at mødet svigter verden og tillader nationale interesser at tilsidesætte foranstaltninger, som kun kan tages på en fælles tilgang, hvis det skal være effektivt, og den målbare reduktion af emissionsproduktionen, sammenlignet med benchmarkåret 1990, er blevet erstattet af en "holde fingre"-tilgang. Enkelte lande kan meget vel, som dele af medierne rapporterer, have sat nogle mål på bordet, men de er stort set uhåndhævelige, ikke bindende og kan i mange tilfælde ikke overvåges, som det burde være, hvis det hele skulle gøre evt. følelse. De store forhåbninger til topmødet, som allerede blev talt ned af ledende deltagere, da den potentielle fiasko var på vej, blev bestemt knust, og især udviklingslandene kan med rette føle sig svigtet over, at de og deres folks fremtid bliver ofret på bordet for national grådighed og at bevare de rige og magtfulde nationers livsstil og kommercielle indflydelse.
Afrika kan ikke stole på held og håb, da de ækvatoriale iskapper bliver ved med at smelte hurtigere, tørke og oversvømmelser jager hinanden, ekstreme vejrpåvirkninger forværres, sulten breder sig, og Sahara-ørkenen marcherer videre. Afrika anses for at være et af de primære ofre for klimaforandringerne sammen med ø-nationer i Stillehavet og Det Indiske Ocean, hvoraf flere vil ende under vand, hvis den globale opvarmning ikke standses, og isen i Arktis, Antarktis og Grønland bliver ved med at smelte kl. et stadigt stigende tempo. Mange eksperter siger, at selv den stigning på 2 grader celsius i gennemsnitstemperaturerne, der er tilladt i henhold til København-aftalen mellem de "berygtede fem", som det nu tilsyneladende bliver kaldt, ville dømme millioner og atter millioner af afrikanere til en sikker død, mens indbyggerne i Stillehavet og Det Indiske Ocean øer står over for at drukne, medmindre de tilbydes et klimatilflugtssted andre steder.
I mellemtiden blev det også erfaret, at den sudanesiske chefforhandler, som også repræsenterede gruppen af 77 og Kina-blokken af 130 fattige nationer, forårsagede vrede og forargelse i nogle kredse, da han kaldte den ubeslutsomme afslutning på topmødet for et klima-holocaust og anklagede de rige. nationer, der beder Afrika "om at underskrive en selvmordspagt."
