Da jeg tumlede ned ad bjergsiden i en gigantisk badebold fyldt med vand, og følte mig lidt som i en vaskemaskine, gik det op for mig, at der måtte være en bedre måde at opleve New Zealand på.

Det faldt mig faktisk ikke ind, før Zorben holdt op med at rulle, og mine skrig var lagt sig i latter.

New Zealand er måske bedst kendt for eventyrturisme, herunder faldskærmsudspring, bungeejump, svæveflyvning og "Zorbing" - rullende ned ad bakke i en 10 fod høj oppustelig kugle polstret med vand. Alligevel var den mest berigende del af min rejse kulturturismen, der lærte mig om maorierne.

Lad dig ikke narre: At "møde" en maori-stamme i et kulturarvscenter kan være lige så skræmmende som at hoppe fra Aucklands Skytower. Hvad er den rigtige reaktion, når en tatoveret, spydbærende kriger går ud af et hus, råber noget på maori til dig, laver truende ansigter og kaster et blad for dine fødder? Tænk hurtigt, for det spyd er ret skarpt.

Århundreder før hvide bosættere kom og kaldte landet New Zealand, ankom maorierne i kanoer til Aotearoa (Ay-oh-teh-RO'-ah, der betyder "Den lange hvide skys land"), højst sandsynligt fra Polynesien.

Når du bladrer gennem tv-kanaler i dag, støder du måske på den maorisprogede nyhedsstation, men du kan høre den indfødte hilsen "Kia ora!" (kee-ah-OR-ah) stort set hvor som helst du går.

Og rugbyfans kender måske til hakaen, maori-dansen, som All Blacks, det nationale rugbyhold, dyrker for at rasle deres modstandere før hver kamp. Spillerne synger i kor, mens de ruller med øjnene, slår deres arme og lår og støder tungen - det er noget af et syn.

Min forlovede og jeg så hakaen optræde på en scene i Te Puia, et Maori-arvscenter i byen Rotorua, hvorefter tatoverede krigere lærte mænd i publikum dansen. Det var næppe skræmmende, da turisterne forsøgte at gøre det.

Te Puia tilbød os også en solid maori-fest lavet i en hangi (jordovn) og serveret i familiestil i en spisestue sammen med andre besøgende. Lam og skaldyr er lokale basisvarer, ligesom kumara, en slags hjemmehørende sød kartoffel.

Bagefter kørte vi med sporvogn til Pohutu-gejseren, et af mange naturlige vidundere omkring Rotorua, som omfatter geotermiske pools og boblende mudder. Byens ikke-så-naturlige vidundere omfatter Zorb — — og rester af Hobbiton-filmsættet skabt til "Ringenes Herre"-filmene, nogle få kilometer væk i Matamata.

Efter et krydstogt med delfinsafari i Bay of Islands, der gik fra Paihia, besøgte vi det nærliggende Waitangi Treaty Grounds, en smuk kystejendomme omkring 150 miles nord for Auckland. New Zealandere betragter dette som fødestedet for deres land, da det var her, europæiske bosættere og indfødte maorier underskrev Waitangi-traktaten den 6. februar 1840. Jubilæet fejres hvert år som en national helligdag og som en fejring af multikulturalisme. Traktaten var faktisk to dokumenter - et på maori, et på engelsk - og kontroverser fortsætter den dag i dag om oversættelserne.

Waitangi omfatter et marae (maorimødehus) fyldt med indviklede træudskæringer, der nu er et museum. Det var også hjemsted for den britiske udsending James Busby fra det 19. århundrede. Ved kysten vidner en enorm ceremoniel waka (krigskano) om Maoris håndværk og tapperhed. Ville du krydse Stillehavet i en af dem?

Vi aflagde korte besøg i storbyerne, som, selv om de var fyldt med elskværdige mennesker og gode restauranter, ikke var specielt maleriske. Auckland og Wellington ligger begge på smukke havne, men gaderne mangler den æstetiske, historiske charme fra mange europæiske byer og endda nogle i Amerika.

Undtagelsen var Christchurch. Christchurch er opkaldt efter kollegiet i Oxford og har arkitekturen, parkerne, katedralen, det centrale torv og den dejlige flod med gondoler, der får byens centrum til at virke som det muntre gamle England.

New Zealands landskab er dog universelt fantastisk, fra sneklædte bjerge til søer og strande.

Men for kiwier er det ikke nok bare at se på det spektakulære landskab - du skal opleve det. Så vi "Zorbed" i Rotorua, en by med omkring 60,000 indbyggere på New Zealands nordø, der er et turisme-/eventyrcenter. Vi vristede os ind i den oppustelige kugle og blev prompte skubbet ned ad en bjergskråning. Vi valgte en våd tur, hvor du bliver dæmpet af en lille mængde vand, der skvulper rundt inde i bolden med dig.

Vi tjekkede også en faldskærmsudspringsoperation. Vi nåede så langt som at se videoen om, hvor spændende det kan være, før vi går ud.

Jeg tog også et pas på gletsjer heli-vandring. Min adrenalin blev trods alt pumpet nok af den spydbærende maori på kulturarvscentret i Rotorura, der smed bladet. Den rigtige reaktion er i øvrigt at tage den op. De vil invitere dig ind. Bliv et stykke tid - de laver en elendig fest.