Særlig tur til Lissabon: afslører ironierne

Denne tur har været forskellig fra de fleste af mine ture. Normalt rejser jeg til et sted for at arbejde med spørgsmål om turistsikkerhed, men dette tur til Portugal er speciel. Jeg er her på grund af mit arbejde med Center for Latino - Jewish Relations (CLJR). Normalt tager CLJR latino-ledere til Israel. Denne tur er dog det modsatte - tager begge Latinoer og jøder til porten til verdenen af ​​den sefardiske kultur og startpunktet for mange, der kom til landene i Amerika.

Portugals forhold til det jødiske folk er højt og lavt. På den negative side var den portugisiske inkvisition så dårlig, at folk faktisk flygtede fra Portugal til Spanien, der besluttede at tage deres chancer med den spanske inkvisition. På en mere positiv side var Portugal det foretrukne tilflugtssted for spanske jøder, der flygtede fra Spanien i 1492. Så mange spanske jøder gik gennem Portugal til Latinamerika for at undslippe de nysgerrige flammer, at udtrykket "portugués" i mange dele af Latinamerika er synonymt. med "jøder". I nyere historie fungerede Portugal som et hovedforsendelsessted, der tillod jøder, der flygtede fra det tyskbesatte Europas rædsler, for at finde frihed i Amerika og undslippe Holocaustens rædsler.

Jøder bidrog i høj grad til det portugisiske samfund. Det var videnskaben fra Abraham Zacuto, der tillod præcis navigation på åbent hav mange århundreder før nogen nogensinde havde forestillet sig en GPS. Det var Dona Grácia Mendes, der viste verden, at en kvinde kunne være lige så dygtig som en mand inden for både større handel og bankvirksomhed. Denne politiske roddel er vævet ind i selve naturen i Portugals sjæl.

At være på det europæiske kontinent, er Portugal, ligesom meget af Europa, et sted med ”gammel verdens” charme, elegance, fordomme og fjender. Portugal vender ikke kun mod vest, men det er Europas mest vestlige nation, det længste vestlige punkt på det europæiske kontinent. Som sådan er dette et land, hvis krop er i Europa, men dets sjæl befinder sig i Atlanterhavet, og dets øjne ser mod en ny verden af ​​fornyelse og håb.

Af alle disse grunde besluttede vores CLJR sammen med Jewish Heritage Alliance, at vores første fælles ikke-israelske rejse ikke kun ville være til dette land, der symboliserer udforskningsånden, men også er det sted, hvorfra så mange jøder og latinoer over hele Amerikas nationer hagler.

I går var vores første næsten fulde dag her i Lissabon. Vi var ude af lufthavnen kl 10:00 lokal tid og var heldige nok til at få en tidlig check-in. Derefter kombinerede vi charmen fra Lissabon med et besøg i dens første præ-inkvisitionelle synagoge. De i gruppen smagte byens berømte "Pasteis de Belem", samplede dens vin og kom ansigt til ansigt med sit jødiske samfunds håb og udfordringer, og så begyndte presto at "komme ind" i den verden, der broer gammelt og nyt, fortvivlelse og håb .

I dag gik vi til nogle af Lissabons mest berømte “forstæder”. Sinta er en smuk og historisk by i dag med moderne veje, der gør det cirka 45 minutter fra Lissabon. De to andre byer er berømte legepladser for de smarte, rige og berømte. Sinta var sommerens eller landets tilbagetog for kong Manuel.

Kong Manuel's ironi

Historien er fyldt med ironier. Historien om forholdet mellem kong Manuel og jøderne er en sådan ironi. Manuel var en konge, der var så pro-semitisk, at han ironisk nok forårsagede stor skade. Historien lærer os, at Manuel som en del af ægteskabsprisen måtte betale til de onde monarker, Ferdinand og Isabel, for at gifte sig med deres datter. Disse spanske monarker krævede, at han udviste sine jødiske undersåtter, og på det tidspunkt var over 20% af Portugals befolkning jødisk. Mange af disse mennesker var Portugals mest produktive borgere.
Dette krav efterlod kongen med et stort dilemma - ikke at udvise jøderne betød, at hans ægteskab aldrig ville forekomme, og måske ville han miste sin chance for at arve den spanske trone, men at udvise sine jødiske undersåtter betød, at Portugal ville miste 20% af sin befolkning og mange af dets mest talentfulde borgere. Hans løsning? Den tvungne konvertering af Portugals jøder. Løsningen syntes at være en måde, hvorpå kongen ville beholde både sine mest talentfulde borgere og stadig være i stand til at gifte sig og måske en dag overtage Spanien.

Manuel giftede sig med de onde spanske monarkers datter, men fik aldrig den spanske trone. Hvad angår de portugisiske jøder, blev livet forfærdeligt. De havde at gøre med optøjer, massakrer og inkvisitionelle flammer. Disse tre faktorer betød, at selvom Portugals grænser og havne var lukket, ville mange finde en måde at flygte til Hollands og den nye verdens frihed.

Da de gik, tog de deres talent med sig. Efterkommerne af disse portugisiske flygtninge byggede store samfund i Amsterdam, New York og Mexico. Portugal sank langsomt ned i en mørk afgrund, og det var først i slutningen af ​​1980'erne, at Portugals premierminister formelt undskyldte det jødiske folk. Det er med Mario Soares undskyldning, at et nyt kapitel åbnede i jødisk-portugisiske relationer.

Det moderne Portugal forstår, at skaderne, der er forårsaget af inkvisitionelle flammer, aldrig kan fortrydes. Mange af efterkommerne af denne "religiøse voldtægt" har givet meget - ikke til Portugal - men til andre nationer rundt om i verden.

Ironier i historien eksisterer dog stadig. I dag ville disse ofre blive chokeret over at høre om nye gamle jødiske samfund, der endnu en gang eksisterede i byer omkring Portugal. Som delvis erstatning for sine tidligere handlinger har Portugal nu udvidet i en handling med historisk retfærdighed, statsborgerskab til mange af ofrenes efterkommere. Måske efter fem århundreder ser vi endelig lukningen af ​​en cirkel, der begyndte i 1496 og varede i fem århundreder.

Foto © Peter Tarlow 

Foto © Peter Tarlow 

Foto © Peter Tarlow