Nyheden har været en smule chokerende i denne uge i sin rapportering om livet i Zimbabwe. Først hører vi, at koleraepidemien bliver værre. Og så siger Robert Mugabe, at det er under kontrol, og at der ikke er nogen epidemi. Nu får vi at vide af en af hans ministre, at Mugabe bare var "sarkastisk", og en anden minister har meddelt, at det er resultatet af "biologisk krigsførelse" fra Storbritannien. Sandsynligvis tror nogle mennesker faktisk på dette – mon ikke de også ville tro på det, hvis talsmanden havde meddelt, at kolera blev spredt af blå rumvæsener fra planeten Zog, og det på ingen måde var regeringens skyld. Efter nogle beretninger er Mugabe meget klog, så ugens udfald fra ham og hans regering om koleraepidemien virker forvirrende.
Efter lige at have boet i Harare i et par uger, kan jeg ærligt sige, at livet der er forfærdeligt. De eneste mennesker, der ser ud til at klare sig godt, er embedsmændene, der kører rundt i store biler og lever et luksusliv. Kæmpe palæer bygges i de eksklusive områder. Men byen er beskidt. I visse områder kan du lugte kloakvandet, der løber langs vejen. Der er meget lidt vandforsyning, og nogle hjem har ikke haft vand i flere måneder. Elektricitet er mere slukket end tændt.
Der sidder folk ved siden af gaderne og sælger, hvad de kan – et par tomater eller løg, brænde, æg. Børnene er pjaltede og ser sultne ud. De smukke parker og haver er alle tilgroede. Gadelygterne vælter i vinkler; lyskrydset virker ofte ikke.
Harare havde været ret tør; ikke meget regn. Nu hvor regnen er kommet, kan vi forvente, at koleraen (undskyld – som ikke findes) vil stige hurtigt. Selvfølgelig påvirker koleraen de fattige mennesker i townships i Harare. Hospitalerne har ingen medicin, så selvom kolera er let at behandle, dør folk.
Vi gik ikke i nogen butikker, fordi der er et nyt system nu. Nogle mennesker har indrettet butikker i deres huse. De medbringer ting fra Sydafrika sælger det hjemmefra. Hvis skattemyndigheden fanger dem, vil de være i alvorlige problemer. Men de holder deres porte låste og lukker kun folk ind, som de kender. Selvfølgelig er alle disse salg i amerikanske dollars, fordi Zim-dollars ikke accepteres af nogen og er umulige at bruge længere. Der er ikke nok af det, og inflation betyder, at det mister halvdelen af sin værdi hver dag. Brændstof var tilgængelig i begrænsede mængder. Nogle tankstationer sælger nu åbenlyst i amerikanske dollars.
Når man kører gennem Zimbabwe, foregår der kun lidt landbrug. Regeringen har uddelt nye traktorer til sine få foretrukne og, har jeg at vide, uddelt frø, gødning og brændstof. Mange af råvarerne bliver solgt i byerne, så "bønderne" kan få en hurtig fortjeneste. Måske er de for sultne til at vente på, at afgrøderne vokser, eller måske er de rige nok til ikke at skulle plante. Vi så nogle få traktorer pløje og … en traktor arbejde … som taxa. Men dybest set er mange af de gårde, der plejede at være så produktive, tilgroede og går tilbage til bushen.
Der var vejspærringer ved hver by undervejs. Der er normalt omkring fire politifolk ved hver. Jeg tror, vi gennemgik 12-15 vejspærringer fra Harare til Vic Falls - et par kun få hundrede meter fra hinanden - og hver især ønskede at undersøge de samme dokumenter og stille de samme spørgsmål. Kun én gang mødte vi en særlig giftig politibetjent, men da alle papirerne til bilen var i orden, var der ikke meget, han kunne gøre.
Det er min historie fra Zim. Det gør mig så ked af det. Og dette er alt sammen sket i navnet "en-mand-en-stemme." Jeg tror, at hvis vi spurgte de mennesker, der har mistet deres job; der sulter; der er syge, hvad de synes om at kunne stemme, de ville være ligeglade. Og uanset hvad folk synes om det gamle Rhodesia, fungerede landet; folket blev fodret, uddannet og plejet. Vi burde skamme os over, at denne situation er opstået i Zimbabwe, især nu, hvor der ikke er noget, vi kan gøre. Vi kan kun se og græde. Måske ændrer det sig en dag.
