Københavns klimatopmøde: En farce på vej?

Manges håb er svigtet, da USA's præsident Barack Obama og de forsamlede ledere af APEC 2009-mødet i Singapore for nylig udtrykte tvivl om, at ethvert gennembrud for at standse klimaforandringerne kan ske på topmødet i København i næste måned.

Det var generelt håbet, at der i Danmark ville blive aftalt målbare mål for alle lande, som i 2050 ville halvere den nuværende globale udledning af drivhusgasser.

Selv den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen, hovedvært for FN's København-møde, som talte til APEC-topmødet som gæstetaler, dæmpede ikke den voksende bølge af forsinkere og rystere blandt APEC-lederne. Til sidst udtrykte den danske statsminister sin skuffelse inden flyveturen hjem og gjorde det klart, at han ikke længere forventede en større aftale som følge af det globale møde.

De asiatiske ledere, inklusive dem fra nationer, der havde mest at tabe, hvis de blev tvunget til at give efter og acceptere målelige reduktioner i kulstofemissioner, gjorde ikke meget for at skjule deres lettelse over denne udvikling. Den tidligere amerikanske administration af George W. Bush var berygtet for at trække sig væk fra Kyoto-aftalen indgået af Clinton-administrationen, og Kina og Rusland, begge stillehavslande, har lige siden været mere end blot tilbageholdende med at deltage i ærlige forhandlinger om en aftale i København.

Selv Indien har været langsomt på vej mod København og vigede tilbage fra at bidrage med deres egne mål til en global klimaredningsaftale til fordel for at fastholde og øge deres eget industrielle udviklingstempo.

Et af de mest kontroversielle spørgsmål til diskussion er en aftalt reduktion af kulstofproduktionen af ​​alle nationer, især den industrialiserede verden plus Kina, Indien og Rusland, og kravet fra den Afrikanske Unions medlemslande om at få kompensation for følgerne af klimaændringer forårsaget af Europa, Amerika og Asien til skade for Afrika.

Den nu foreslåede "to-trins"-tilgang, som APEC-deltagerne lancerede, lader en undre sig over, hvad disse lande har gjort i de seneste år med hensyn til deres forberedelse til mødet i København, og hvorfor det tog dem til sidste øjeblik at indrømme, at de enten ikke er forberedte eller dårligt forberedte til at komme med hårde fakta til møderne, mens de mindre faciliterede og finansielt udstyrede afrikanske lande holdt møde efter møde i de seneste måneder for at forberede en fælles holdning. Faktisk er der voksende mumlen om, at flere af APEC-landene har handlet i ond tro op til dette punkt og ført resten af ​​verden videre om deres ærlige deltagelse, og at bruge APEC-topmødet i Singapore til at kaste de ordsprogede skruer i gang. på dette sene stadium.

Alene USA og Kina er ansvarlige for mere end 40 procent af de globale emissioner, og når Rusland og Indien føjes til denne liste, er disse fire store bidragydere til kulstofemissioner også de mest tilbageholdende lande til at engagere sig i konkrete foranstaltninger og komme med specifikke forslag mht. deres egen rimelige andel af de reduktioner, der er nødvendige for at hjælpe verden med at afbøde de værste konsekvenser af de nuværende klimaændringer.

Frankrig og Brasilien har allerede reageret med vrede over udviklingen og gjort det meget klart, at de ikke er parate til at indgå en aftale med andre lande kun for at få de fire til at fortælle resten af ​​verden "at vente til i morgen", som måske aldrig kommer. . En reaktion fra de afrikanske lande om disse forsinkelsestaktikker forventes på sigt, men i det østlige Afrika spredte bestyrtelsen sig blandt regeringskredse, da nyheden brød ud.

I mellemtiden, da spoilerne arbejder hårdt på at afslutte alle rimelige chancer for en fuld aftale i København og ser ud til at slippe af sted med endnu en udsættelse af en global aftale, bliver iskapperne i de østafrikanske bjerge ved med at skrumpe, træk og oversvømmelser fortsætter at skabe kaos på befolkninger, husdyr og dyreliv, og byrden på Afrika fra nedfaldet af global opvarmning og klimaændringer bliver værre. Der er nu spekulationer om, at Afrika kan slå tilbage ved at holde Doha-handelsforhandlingerne i lige spænding, indtil en klimaaftale er inden for rækkevidde, og en ny tidsplan er blevet aftalt.